De liker det

Læs lige efter i overskriften en gang. For den er norsk. Der står ikke “De liker det”, som “de trykker på en like-knap”. Der står “De kan lide det”. Ordene er Richard Jacobsens – ham møder du i bogen “Fra Modtager til Medtager” – Og her folder han ud, hvad han har opdaget gør den gode sælger, den gode buschauffør, den gode hvad-som-helst. Han har opdaget det i sin salgstræning.

Det kan du bruge til to ting, og det understøtter et par væsentlige pointer i bogen:

1. Når du vælger format, platform og disciplin til f.eks. dig selv eller din chef, skal du følge DNA-hjulet, fordi kommunikationen skal passe til personen – fordi de skal kunne lide det. Du må ikke presse en topleder ud på Twitter, hvis han/hun ikke kan lide det – for det bliver ikke godt, og de bliver udkonkurreret af dem, der kan lide at være der.

2. Når du selv skal sælge en idé eller et produkt, skal du kunne lide det. Ellers bliver det aldrig godt. Det er en af grundene til, at jeg gør så meget ud af salget i bogen. Fordi salget har strukturer, hvor vi lærer noget, hvor der er forhandling, teknik, mimik, gestik og taktik. Og fordi det lynhurtigt viser sig, at har man det forkerte mindset – Man kan ikke lide det – så virker det ikke.